Når man snakker om tågang og hvorfor børn går på tæer, kan der være flere årsager. Det er normalt at hvis barnet lige har lært at gå, vil udforske forskellige gangvarianter noget af tiden. Hvis barnet følger sin udvikling, er der ikke grund til bekymring og det vil oftest forsvinde af sig selv igen. Dog er det vigtigt at tjekke om barnet kan komme helt ned på flad fod.
Der kan være flere årsager til at barnet fortsætter med at gå på tæer og som undersøges fx griberefleksen. Griberefleksen i fødderne ses ved den krumning af tæerne når barnet bliver rørt under fødderne. Griberefleksen i fødderne er også aktiv ved fødslen, men integreres først senere ved omkring 1-årsalderen, når barnet begynder at komme op at stå og begynder at gå. Hvis refleksen er meget aktiv, kan den vanskeliggøre fodens støttefunktion, som forudsætter at hele foden rører ved underlaget før den aktiveres. Hvis refleksen generer barnet, vil barnet forsøge at undgå kontakt med underlaget. Det kan gøres ved lave et hurtigt fodafsæt at vælte foden udad eller indad eller stå på tæerne. Derfor er en meget tydelig og ofte set konsekvens, af en overaktiv griberefleks i fødder, at barnet går meget på tæerne – bliver tågænger. En aktiv griberefleks i fødderne vil således kunne bevirke: usikker balance og stabilitet, hurtig fodafsæt, fejlstilling i fødderne, kluntet eller hurtig gang, stramme akillessener og hase muskler.
Derudover kan en anden årsag være, at barnet har brug for at styrke balancen. Inde i det indre øre sidder der tre buegange, kaldet labyrintsansen. I de buegange er der nogle fimrehår og en sej væske. Når vi bevæger hovedet, skubber den seje væske til fimrehårene og her registreres det om vi bliver svimle. Beskeden sendes videre til hjernen, som så sender motorisk svar ud til kroppen om at stoppe bevægelsen hvis vi bliver svimle, eller fortsætte hvis vi ikke bliver svimle.
Tå-gængere bruger den hurtige fremdrift i gangen der sker når man går på tæer, hjælper med at bremse væsken i buegangen og derved kan barnet ikke mærke det bliver svimmelt.
For at finde ud af, om balancen er årsagen til barnet tå-gængeri, skal I finde ud af hvordan barnet reagerer, når I udfordre hans/hendes balance. Kan barnet lide at hænge med hovedet nedad? Kan barnet lide at trille, gynge, snurre rundt, hoppe? Kort sagt, kan barnet lide at få skvulpet væsken rundt i buegangene?
Hvis man oplever at ens barn stadig går på tæer efter toårsalderen ville det være en god ide at opsøge en børnefysioterapeut som kan undersøge barnet, samt at vejlede i øvelser som kunne afhjælpe tågangen.